Sidste skoledag – som regel en lettere følelsesladet dag med noget, der slutter, og et nyt kapitel man ved starter på den anden side af sommeren. Glade børn der siger god sommer, fortæller om deres sommerferieplaner og vinker farvel til deres klassekammerater.
Sidste skoledag er en dejlig dag – også selvom man kan blive lidt rørstrømsk.
På denne sidste skoledag blev jeg siddende i bilen efter at have afleveret Noah og reflekterede i noget større grad end jeg måske burde over (skole)året der gik.
Hvordan går det med Noah?
Samme tid sidste år satte jeg mig til tasterne og skrev det sidste indlæg om Noahs mistrivsel i folkeskolen, om hans ekskludering fra den gamle klasse og det ultimatum, vi var blevet stillet, med henblik på at ’tvinge’ ham væk fra skolen.
Jeg har flere gange ville skrive om hvad der skete efterfølgende, og jeg bliver ofte mødt med et ’hvordan går det med Noah’? Mange har fulgt med, mange føler med os, en del står i samme eller lignende situationer og der er meget jeg gerne ville have delt med jer i løbet af året. Men sandt at sige så har det været så sindssygt hårdt et år (sidste halvdel af 2022 især) at energien ikke har været der.
Pest eller kolera
Noah blev tilbudt (læs; sat i en pest-eller-kolera situation med to lorte valg) en plads i Furesøs gruppeordning på en naboskole. En lille afdeling for ADHD børn (blandt andre diagnoser) med mange voksne og bedre fokus på den enkelte. Det ville være samme faglige niveau – ADHD børn er jo ikke indlæringsudfordrede nødvendigvis – men tilpasset de udfordringer børnene nu har. Godt så… vi mødte op på første skoledag og hvis jeg skal beskrive hvad der mødte os, så ville ordet ”tosseanstalt” nok være et meget beskrivende ord.
Der var børn, der råbte, ikke bare et enkelt udbrud men bare råbte og råbte, allevegne. ”Ja sådan kan det godt være nogle dage”, sagde pædagogerne som venligst tog imod os. (Sådan viste det sig at være det meste af tiden, men det vidste vi på det tidspunkt ikke…) Vi samlede underkæberne op, tog ja-hattene på og prøvede at vise Noah at dette var helt ok men mavefornemmelsen var imod os. Og Noahs ligeså. Han var ulykkelig, ville ikke gå der. De andre børn (primært drenge sjovt nok) var udadreagerende, råbende og truende, og Noah, hvis ADHD medicin virker til fulde, stod som den stille, indadvendte dreng, der ikke passede ind.
I månederne derefter brugte vi al vores tid og overskud på at få ham til at gå i skole, og når han var kommet derhen, på at få ham til at blive. Han kom i skole men gik ofte en time eller to senere da han ikke kunne holde ud af være der. Vi havde en dreng der tilbragte det meste af tiden på sit værelse og han holdt op med at smile. Vores glade, udadvendte, skønne dreng blev stille, mut, indadvendt og vred (ikke udadreagerende, bare gal på verden og os over at vi tvang han til at gå der) og der var intet vi kunne gøre.
Vi prøvede at tale fremtidsudsigter med ham, og at det jo ikke var sikkert han skulle gå der resten af skoletiden, vi talte skolepraktik (det hedder det når man kommer med på almindelige hold på en almindelig skole) og langsomt (uendeligt langsomt) faldt han til.
Lys forude
Ved årsskiftet begyndte han at komme ud ad sin skal, han deltog mere i skoledagen og med forårets start begyndte han at tage lidt på sin fritidsklub igen og prøve at etablere relationer igen. Der var LYS for enden af en meget mørk tunnel!
Nu er skoleåret slut og jeg sidder og reflekterer i bilen: turen han tog fra sidste år til i dag har været uendelig lang, og vi er meget, meget trætte alle sammen. Men jeg er så stolt af min lille store dreng, der har lært at reflektere, at forstå sin ADHD og de ’trolde’ der nogle gange stikker hovedet op. Han kan stoppe sig selv, sige undskyld (ikke i øjeblikket, men efter lidt tid), se fremtiden og har et ønske om at komme væk fra gruppeordningen og over på den almindelige skole.
Vejen er ufattelig lang endnu, og jeg kunne skrive side op og side ned omkring alle de fejl og mangler, der er blevet og stadig bliver begået. Tro mig – der er MANGE! Der kommer nok en bøvs fra mig snart for dem af jer, der elsker at blive gal over vores hullede system. Over mangel på handleplan. Om varme lorte ingen gider tage ansvar for. Om ledere der ikke er deres opgave voksen. Men det bliver ikke i dag. For i dag er sidste skoledag, og der er man glad. Noget er slut og vi sætter punktum.
God sommer fra en håbefuld men træt mor 🙂