HÅNDBOLD KONFLIKTEN

GIDER DU IK GODT LIGE SIGE TIL DIT BARN, AT DET ER SGU IKKE I ORDEN!!!

Hvad der skulle have været en hyggelig håndboldkamp, startede med en voksenskideballe, da min søn – Noah på 10 – sparkede en holdkammerats håndbold væk foran ham.

HAN GØR DET KRAFTEDME HELE TIDEN OG DET ER SGU IK I ORDEN.

Nej, jeg går i forklaringsmode og fremstammer, at vi taler med ham hele tiden, så sent som sekundet inden vi trådte ind i hallen om hvad der er god og dårlig opførsel, hvad han skal huske, hvordan en god kammerat er, og desuden forsøger jeg mig med et par sætninger om, at vi er ved at starte på et udredningsforløb og godt er klar over, at der er en masse udfordringer.

Den sure far bløder op og forstår mig pludselig og bliver måske lidt flov over sin kontante tilgang til mig. Jeg er til gengæld ødelagt og må bruge det meste af kampen på at lade som om min kop med the er så varm, at jeg brænder mig og får tårer i øjnene (igen og igen).

Hvad jeg håbede ville blive en neutral søndag med en enkelt håndboldkamp ude og så tilbage i de trygge rammer, blev (igen) en voldsom udfordring som menneske og en frygtelig smertefuld som forælder. For jeg er desværre så uheldig, at have fået et forkert barn.

Ja, jeg vidste det ikke, da jeg lå med min nyfødte, smukke baby i armene, for dengang var han så mild, at han sov det meste af døgnet. Jeg vidste det heller ikke, da han startede i børnehave og en pædagog vrissede at ’han aldrig ville få venner med den væremåde’ – det var jo hende der var galt på den. Ej heller havde jeg nogen som helst tvivl om, at mit barn var lige så rigtigt som alle de andre, da han startede i skolen. For han hoppede og dansede præcis som de andre og var glad, tillidsfuld og læreivrig.

Men nu er han 10, og han er helt forkert. Ikke i mine øjne, for jeg ser ind i hans hjerte og hans kerne, som rummer så meget kærlighed, men i samfundets. Han passer ikke ind i folkeskolen, han passer ikke ind i nogen venneflok og nu passer han heller ikke ind i håndbold.

DER KAN SGU IKKE VÆRE TALE OM INKLUSION, HVIS HAN IKKE KAN FINDE UD AF AT OPFØRE SIG ORDENTLIGT

var ordene fra en anden far. Og der holdt jeg faktisk lidt længere inden jeg (åbenlyst denne gang) begyndte at græde, mens jeg prøvede at tage snakken om hvad vi så skal gøre. Jeg spurgte om han syntes svaret var, at vi holder ham hjemme, når alle sociale sammenhænge er svære? (Det syntes han). Jeg forklarede at jeg sad med på sidelinjen for netop at se, hvor det er, filmen knækker for Noah, så jeg kan tale det igennem med ham bagefter, og jeg prøvede at forklare ham at løsningen i en situation, hvor han bliver gal og rasende, ikke er at hive ham ud i armen men vente til dampen er gået af ham og så tale. For ellers kan han ikke forstå det – ikke fordi han ikke vil. Han kan ikke.

Men faren havde ingen empati med hverken mig eller Noah og bad mig bare om at flytte problemet. Jeg forstår ham godt. Jeg ville reagere på samme måde – jeg har muligvis reageret på samme måde. For jeg har ét barn mere. Et perfekt et. Og jeg har givetvis mødt forældre som mig med samme blik af irritation / afsky / vrede osv, som fædrene til Noahs håndbold. Jeg vidste dengang ikke, hvad jeg ved i dag.

Og netop derfor skriver jeg. Mit forkerte barn bliver ikke anderledes af, at jeg deler det her, men der må være andre derude som mig (enten den kloge eller den uvidende version af mig) som føler sig lige så ensom med sit forkerte barn, som jeg. Nogen, der kan have gavn af at høre mig sige, hvor svært det er at være forælder til et barn, der falder uden for normen. Og måske også forældre, der kun har perfekte børn, og som måske kunne række en hånd ud til den mor eller far der står i en svær situation. For ja, vi har brug for den håndsrækning (vi begynder muligvis at græde, men vi har stadig brug for den).Vi er godt klar over, at vores barn er en rod, ballademager, slagsbror, uromager, en rigtig møgunge som tydeligvis er dårligt opdraget. Vi ved godt at han/hun (men oftest han) har gjort nogen fortræd (trådt over tæerne, sparket, skubbet, væltet, råbt af) og at I som forælder fortjener en undskyldning. Det der opkald, der altid bør følge efter en situation i skolen, hvor man bøjer sig og beklager, at ens barn har gjort noget galt. Det ved vi godt, og vi undskylder. Men der er SÅ mange undskyldninger, der skal uddeles hele tiden, så mange konflikter, der skal forsøges afværget, og så mange lange snakke med barnet og skolen. Så den der bodsgang til telefonen for at ringe til dig og sige undskyld, den kan vi godt være lidt længe om nogle gange.

DET ER HELT VILDT! HANS MOR RINGEDE FØRST KL 22.00 OG MIN DATTER HAVDE VÆRET SÅ KED AF DET. 

Mor til forurettet pige i min datters klasse der havde været genstand for en hård omgang af en dreng der – kan jeg se nu – mindede om min søn

Jeg elsker mit forkerte barn. Af hele mit hjerte. Jeg ville tage al hans smerte, hvis jeg kunne, men jeg er magtesløs for jeg har kun min kærlighed og nogle selvopfundne retningslinjer, som jeg famler mig frem i blinde efter. Vi starter snart på udredning, og så skal verden nok blive bedre, men lige nu er den møghård.

Jeg aner ikke noget om blogs, jeg er ikke journalist og jeg har overhovedet ikke tid til at skulle lege skribent lige pludselig, men jeg har så meget i mit hoved, at hvis jeg ikke skriver, så eksploderer jeg. Læs med, hvis du mener du kan få noget ud af det.

Eva Refnov, mor til Noah på 10 år