En engels tålmodighed?

”Du har da bare tålmodighed som en engel”, sagde frisøren der havde stået bagved mig i de 35 minutter jeg forsøgte at tale min søn ned og ud af en konflikt i skolen. ”Tak” sagde jeg og gav tårerne frit løb.

Sandheden er, at jeg overhovedet ikke har en engels tålmodighed – langt fra. Jeg er irrationel, følelsesstyret og ofte alt for stresset til at kunne træffe ordentlige beslutninger. Men lige i det øjeblik lykkedes det mig åbenbart at finde tålmodighed til at kunne tale min søn ned. Der i frisørstolen med stanniol i håret og kaffen i hånden – i en anden verden.

Konklusionen er, at lige så rigtig jeg kan være i nogle situationer, lige så forkert kan jeg være i andre. Ligesom min søn. Og om jeg har tålmodighed til at håndtere situationen korrekt afhænger lige så meget af dagsformen som af kompetencer. Lige som ham. To alen af ét stykke.

Men lad mig lige spole tiden lidt tilbage, til ugerne efter mit første opslag. Jeg skrev i min absolutte afmagt med tårerne løbende ned ad kinderne om en håndboldkonflikt og hvor magtesløs man er som forældre, og i ugerne derefter var min telefon og indbakke rødglødende.

Jeg havde aldrig forestillet mig at en som dig kunne have det sådan – jeg græd og græd da jeg læste det

En af mine kunder, der havde læst opslaget på Facebook.

”Hvorfor sagde du ikke at du havde det sådan?” ”Jeg vidste slet ikke, at en som dig kunne have det på den måde”. ”Men men men… du er jo altid så glad”. Og en milliard kærlige hentydninger til at min søn absolut ikke er forkert. Det var fuldstændig overvældende og meget, meget befriende. Der er mange, der går og har det som jeg, har jeg fundet ud af. Og så er der rigtig mange, der er kommet ud på den anden side og har ringet med gode råd. Jeg har taget imod alt, for jeg er blevet meget bevidst om hvor utrolig lidt jeg ved om ADHD og alle de andre bogstavssygdomme.

Jeg ville gerne spole tiden 3-4 år tilbage og råbe ”HJÆLP” og håbe, at nogle af alle de råd, jeg har fået de sidste måneder, havde landet i min indbakke der. Men jeg anede ikke, at man skal bede om hjælp for at få det, og så er jeg også et ret privat menneske, som ikke kan lide at udstille vores familie. Det skyldes ikke, at jeg er flov (ok måske faktisk lidt) men mest, at jeg bare ikke viser alle og enhver, når jeg er mest sårbar. For ja, der er perioder hvor jeg ret hurtigt kunne have pladen fuld i ’græde-bingo’ og tager så mange verbale slag, at det er utroligt jeg stadig står oprejst, men så er der heldigvis også alle de gode dage men grin, jokes og en hel masse kærlighed, som jeg forsøger at holde fokus på som det positive (og engle-tålmodige) menneske jeg åbenbart er 🙂

Men jeg råber nu, og jeg får hjælp. Men selv når man råber i øst, kommer svaret nogle gange i vest, og systemet tror, man forstår, hvad de taler om, når de siger ting som ’PPV’, ’PPR’, ’ressourcecenter’, ’børnefagligvurdering’ og ’psykoedukation’. Og ærligt talt, så føler jeg mig lidt som Asterix i det skøre hus, som prøver at finde formular 117 i al det her…. 

Lige nu er vi i gang med en privat udredning og samtidig prøver vi at få hjælp fra kommunen, men det hele er en jungle, og det meste af tiden har jeg bare lyst til at lægge mig til at sove og håbe at det hele er gået væk i morgen. 

For selv tålmodige engle kan blive trætte – for vi er jo faktisk bare mennesker.

Kram og kærlighed fra mig til dig //Eva