I den perfekte verden ville jeg stille mig op på et forældermøde og sige ‘Hej, jeg er Noahs mor, og jeg synes lige jeg vil give jer en update på min lettere besværlige søn. Ja, jeg ved at han kan være irriterende i skolen, at han larmer etc, men det skyldes formentlig at han har ADHD. Det er vi ved at finde ud af, så bær lige over med ham. Og hvis der er nogen der har spørgsmål, så bare sig til.”
Nu er virkeligheden bare en anden – og den her samtale der er så let at lade som om er meget svære i virkeligheden. For som forælder til et diagnosebarn – eller bare et besværligt barn indtil de er udredt – har man følelserne uden på tøjet det meste af tiden. Så samtalen havde måske nok startet som planlagt, men jeg ville ret hurtigt være brudt sammen i gråd. Og det bryder ingen sig om.
Så derfor holder jeg mund og siger kun noget til de få, jeg kan overskue, hvis situationen lige er rigtig. Ikke at jeg ikke gerne vil snakke – det vil jeg virkelig gerne. Men det er bare svært. Og de fleste af de forælder, jeg kommer i kontakt med, har jo haft en eller anden dårlig oplevelse med mit forkerte barn. Så til at starte med skal jeg måske sige undskyld, og så forklare, men det er altså virkelig svært at gøre uden at græde.
Men i forbindelse med at Noah skulle ud af klassen for at afstresse foreslog ledelsen at vi skrev ud på Aula til klassens forældre og forklarede, og det brev vil jeg gerne dele med jer:
Hej alle,
Her kommer en lille update om Noah – nogle af jer har Kasper og jeg selv snakket med det seneste års tid, men andre kender muligvis intet til Noahs situation.
Noah har gennem længere tid haft en række udfordringer i klassen, både med det faglige men primært med det sociale. Og sidste år fik han en fast støtte – Steen – som skulle hjælpe med at afværge konklikter og tilskynde til positive sociale relationer. Samtidig med Steen fik Noah mulighed for at være 2 dage om ugen på skolelandbruget for at afstresse ham og give ham et sted med mulighed for succes. Vi har sideløbende været i gang med et udredningsforløb og fik før vinterferien diagnosen ADHD.
En ADHD diagnose betyder bl.a., at Noah har svært ved at koncentrere sig og styre impulser og derfor kommer han også til at skulle tage medicin, som vi starter på om en lille måneds tid.
I den periode indtil medicinen virker har vi sammen med skolen valgt at Noah skal være fuldtid på skolelandbruget hvor han er mest tryg, og først kommer tilbage til skolen igen efter påske. Han har desuden fået en ny støtte istedet for Steen – Humair – som også vil være der når Noah kommer tilbage.
Noah savner klassen rigtig meget, han ved godt at han er anderledes og det gør ham rigtig trist, for han vil som alle andre bare gerne være en del af et fællesskab, og min bøn til jer er, at I stadig vil anse ham som en del af klassen, selvom han ikke er der lige for tiden. Han er ikke den, der bliver inviteret hjem til andre, men hvis I kunne rumme det, så ved jeg at en invitation i ny og næ ville betyde alverden for ham.
Vi har været ret stille omkring hele det her cirkus med Noah – ikke fordi vi ikke ville dele, men vi har simpelthen ikke kunne finde op og ned i det hele, og vi har været for sårbare til at stille os frem på et forældermøde. Nu er vi lidt mere afklarede og vil gerne svare på spørgsmål, hvis der er nogen der ligger inde med noget. Tag endelig fat i os – vi er absolut ikke ADHD eksperter (endnu) men vi har en ide om hvad der trigger Noah og hvordan vi sammen kan hjælpe ham til at være den bedste version af sig selv i klassen.
Det var bare lige en lille update fra os – alt det bedste til jer alle.
Eva & Kasper
Jeg skrev det her med tårerne trillende ned ad kinderne – det var svært at skulle udstille mig selv og min søn, og både bede om medfølelse og tilgivelse uden at fremstå alt for ynkelig. Men jeg var stolt af resultatet og glad for at få det skrevet.
Beskeden røg ud til 24 forældrepar og 3 lærer, og så ventede jeg i spænding. Hvad ville de sige tilbage? Ville de sige at det var da skønt for Noah at komme væk (måske med en undertone af ‘pyha for os andre’)? Ville de sige at de kom til at savne ham? Ville de række ud til os som forældre og udvise medfølelse for vores situation?
Første dag gik, ingen svar. Anden dag kom og gik, ingen svar. Efter en uge var der en der havde svaret og 1 mere efter 2 uger. Derudover var der radiotavshed. Igen kommentarer – heller ikke fra lærerne.
Heller ingen kommentarer fra forældrene når man mødtes på gaden. Bare tavshed.
Vi er nok os selv nærmest og mange har nok bare set og noteret sig min besked – har jeg mon selv gjort det samme tidligere? Men hold da op, hvor gør det ondt, når ingen reagerer……
Så hvis du støder på forældre der skriver tilsvarende om deres barn. Det kan også være beskeden om at de stopper og skifter skole, så vær sød at svare. Også selvom det er verdens korteste besked. Det har krævet tilløb at skrive ud, og det koster dig næsten ingenting at svare tilbage.
Bare et tip fra en frustreret mor