Vi er på vej igennem helvede – og turen er ikke slut endnu.
Da vi stod med vores søns ADHD diagnose i februar, kiggede min mand og jeg på hinanden og sagde “Nu er det værste overstået”. Hvor skulle vi blive klogere…..!
Min 11-årige søn, Noah, har i 5 år gået i den samme klasse med sin diagnose. Det har ikke været en dans på roser, og da slet ikke under og efter corona. Alle skævheder er sprunget ud i fuldt flor, og den manglende struktur i skolegangen kombineret med begyndende hormoner og en on/off sygemeldt klasselærer, der ikke rummede hans udfordringer, sendte ham ud over kanten.
Der har altid været konflikter, udfordringer med at læse de andre børns signaler og svære læseudfordringer, men meget af det gav pludselig mening, da vi fik diagnosen ADHD. Helt klassisk, sagde psykiateren, og med en opfordring til at påbegynde medicin. Det var der, vi sank sammen og tænkte ’Nu er det værste bag os’.
Little did we know….
Det her var februar 2022. Vi havde været et par hårde måneder igennem med udredning og accept fra Noahs side af at ja, han var anderledes, men at der også var en årsag til det. Og det var ikke hans skyld, at han ikke kunne styre sine impulser, sidde stille i klassen, lave sine lektier, vente på tur ved gyngerne, eller slippe sin vrede over små uretfærdigheder. Der var meget, der langsomt begyndte at give mening for ham, og han accepterede fuldt ud at skulle påbegynde medicin.
Vi var ikke nået til overvejelser omkring skolen endnu, om han skulle skifte skole – han havde en fuldtidsstøtte, han gik glad i skole og sov godt om natten, og vi tænkte at vi måtte se tiden an, når medicinen begyndte at virke (i løbet af april). Vi regnede med, at han ville kunne fungere bedre i klassen der og forhåbentlig være i stand til at være mere med.
“I gør skade på Noah ved at lade ham blive i klassen”
Så blev vi indkaldt til møde. Skolen mente at han var virkelig, virkelig stresset, og at vi gjorde skade på ham ved at lade ham blive i klassen. De ville gerne have ham ud – for hans egen skyld – så han kunne komme i bedre balance og få lidt ro. Vi delte absolut ikke deres opfattelse. Vi var enige om at han havde det skidt, men løsningen var vi uenige omkring. Vi ville bearbejde det på skolen, de ville have det skulle ske væk fra skolen.
Efter en time frem og tilbage gik vi med til det, mod at det kun var i en begrænset periode – indtil påske (april), og så skulle han tilbage. Og vi var meget bekymrede for, hvordan det ville blive for ham at komme tilbage, og om han ville opleve at blive ekskluderet af klassen. Det forsikrede skolen os om IKKE ville blive tilfældet. Han hørte til på årgangen, han skulle stadig med til arrangementer og fødselsdage, og han skulle absolut ikke ekskluderes.
De første uger gik – Noah trivedes ikke. Slet ikke! Hans støtte gennem det seneste år stoppede, en ny kom til (meget kortvarigt), han blev kastebold mellem forskellige løsninger og til sidst insisterede vi på, at Noah skulle tilbage på skolen. Det kom han, men ikke i klassen (det var stadig for stressende for ham, mente skolen). Han skulle sidde 1-1 med sin nye støtte i et separat lokale.
Ekskluderet af årgangen
Tilbage på skolen – uden rigtig at være en del af noget – oplevede han at årgangen mobbede ham, fortalte at han ikke hørte til på skolen længere, sagde at ’det var op til dem om han måtte komme med til fødselsdage’, han blev lukket ude af klasse-snapchatten på opfordring af en lærer, som sagde at ’hvis Noah var irriterende kunne de da bare lave en gruppe uden ham’. Det gjorde de så.
Der var på ingen måde den følelse af inklusion, som ledelsen havde lovet, og selvom påsken kom og gik, fik han ikke lov til at komme tilbage i klassen.
Vi blev indkaldt til møde, og nu var beskeden pludselig, at det var klassens trivsel, der skulle tages hensyn til. At Noah var for udfordrende, for mobbende, klassen var bange for ham. Vi stod fuldstændig uforstående.
Havde vi ikke en aftale om at han skulle tilbage efter påske? Var han mere umulig at have i klassen nu end før han blev udredt og medicineret? Fik han ikke en chance for at vise, hvordan han ville fungere nu, hvor han tog medicin?
Farvel til hyttetur
Meldingen var den samme; vi har klassens trivsel at tage højde for, og så må vi desuden se hvad visitationsudvalget siger i maj. Som bonusinfo kunne skolelederen meddele os, at den hyttetur, årgangen skulle på i maj, ville blive uden Noah. Han måtte ikke komme med. Jeg tilbød flere slags forlig; at tage med som forælder, at han kun var med om dagen og ikke sov der. Men nej, det var skolelederens beslutning, sagde han. Og den skulle han nok stå på mål for.
“Mor, må jeg komme i skole i morgen?”
Dag for dag blev Noah dårligere og dårligere. Han ville ikke op om morgenen, kunne ikke sove om aftenen og spurgte hver eneste dag ’Mor, må jeg godt komme i skole i morgen?’. Han var mut, indelukket og vred, og følte sig som et dyr i et bur i det lille lokale, hvor han sad med sin støtte og kiggede ud på de andre børn.
En dag kom han hjem fra sin fritidsklub og sagde, at nogle fra hans klasse havde sagt, at de skulle på hyttetur, men at en lærer havde fortalt dem, at han ikke skulle med. ”Mor, er det rigtigt?” Jeg stod lamslået og skulle pludselig være den, der formidlede det dårlige budskab på skolens vegne.
Vi fik arrangeret en tur til Lalandia i stedet, men selv vandrutsjebaner og softice ad libitum slår ikke en hyttetur med vennerne. Han var så ked af det. Og skolen reagerede ikke.
Vi klagede over den lærer, der havde talt om ham til de andre børn, ligesom vi også påpegede de andre ting, der skete på årgangen, som ekskluderede ham og selvfølgelig forværrede hans opførsel markant. Men vi fik ingen svar tilbage fra skoleledelsen.
Nok er nok!
Da jeg en aften sad med min grædende og uforstående søn i armene som gentagne gange spurgte ’men mor, hvorfor er det jeg ikke må være i klassen, hvorfor skal jeg sidde for mig selv?’, drog jeg til handling og skrev til skolen, at han ville være tilbage i klassen dagen efter. Vi var på det tidspunkt i midten af maj.
Dette blev ikke mødt med tilfredshed. Skolen skrev tilbage, at det måtte jeg ikke beslutte fra den ene dag til den anden, de skulle kunne forberede klassen og lærerne (det skal igen nævnes at han havde en fuldtidsstøtte som ville være med ham) og at jeg blev nødt til at samarbejde.
Jeg har ikke gjort andet end at samarbejde siden februar – nu måtte det være nok! De sagde i februar, at han skulle ud af klassen for sin egen trivsels skyld – nu blev jeg nødt til at sætte ham ind igen af samme årsag.
Morgenen kom, og jeg afleverede en rystende nervøs Noah i klassen. Han er ikke dum, han ved godt han er uønsket og at alle kigger på ham (på det tidspunkt havde han ikke været der i 3 måneder). Støtten tog imod ham og jeg gik til samtale på kontoret.
Her fik jeg at vide hvor irrationel jeg var, hvor meget de havde måtte sætte i værk for at klassen kunne rumme ham, hvor meget det kostede dem at have en støtte til ham (en halv million kroner er svaret) og at min handling betød, at dette var den eneste chance, han fik! Og hvis han ødelagde det, ville de smide ham ud for bestandigt.
1 strike and you’re out!
Der var 3 voksne i klassen den dag; Noahs fuldtidsstøtte, en klasselærer og en ekstra person til at støtte klassen. Efter 3. lektion blev jeg ringet op; Noah havde overtrådt grænsen og blev sendt hjem. Han havde tegnet en tegning sammen med en anden dreng af en pige, de ikke kunne lide, som blev brændt på et bål (i billedkunst). Så selvom der var 3 voksne til stede i klassen, kunne de ikke stoppe to drenge fra at tegne en tegning. Og nu var det slut for Noah.
Jeg spurgte hvad konsekvenserne var for den anden dreng, men det måtte de selvfølgelig ikke udtale sig om (= der var ingen konsekvenser – han er en sød, almindelig dreng).
Herefter måtte Noah sidde i sit enmandslokale igen, i stadig større mistrivsel. Hans støtte sagde op for han kunne ikke klare de forhold, skolen gav Noah eller Noahs voksende indadvendthed. Vi havde mange, lange frustrerede samtaler over telefonen omkring Noahs situation og han sagde, at jeg ikke kunne forvente noget hjælp fra skolen, han opfordrede os til at komme væk så hurtigt som muligt.
Noahs støtte har opsagt pga dårligt forældersamarbejde
Skolen sendte mig også en besked om støttens opsigelse – men her var udlægningen at det skyldtes et besværligt forældresamarbejde. Og herefter en masse skyld med skyld på omkring at de nu skulle finde en ny.
Noah blev herefter hjemme i 14 dage, indtil der kom en ny støtte, og nu er vi her. Midt i helvede, for Noah sad indtil vi gik på sommerferie stadig i sit lille lokale, og der er ingen afklaring på hvad han skal efter sommerferien endnu.
Exit only
Det lyder måske ikke så hårdt, og måske har du forståelse for skolens beslutning om at fokusere på de mange fremfor den ene. Her tænker jeg klassens trivsel fremfor Noahs. Det giver mening, men man kan ikke lade et barn gå ud ad en dør i den tror, at han kan komme ind ad den igen og så låse den bag ham. Man kan ikke smide nogen ud, uden at 1) give en advarsel om hvor ens opførsel fører hen ad. Eller 2) fortælle ham sandheden så han i det mindste kan nå at sige farvel.
Vi blev ført bag lyset, da vi sagde ja til at tage ham midlertidigt ud af klassen. Vi blev løjet for, da vi i februar spurgte, om der lå andet til grund for deres beslutning; klager eller lignende. Og de svarede ’nej det er KUN Noahs trivsel, vi har for øje’.
Vi oplever en fuldstændig urimelig kamp fra skolens side om at få ret og ’vinde over os’ i stedet for at have fokus på Noah.
Du er ikke din opgave som forælder voksen
Jeg er – med min søn og hans støtte på medhør – blevet beskyldt for ’ikke at være min opgave som forælder voksen’, jeg har fået at vide at det var min skyld at støtten sagde op, skolen har skrevet at de er ’bekymrede for Noahs hjemmesituation’ i en underretning til kommunen (det kom som svar på den klage vi indgav over deres ekskludering af Noah) og som prikken over i’et har jeg overhørt en bemærkning om at ’moren ikke må få sin vilje’.
Det drejer sig ikke længere om Noahs trivsel – det er blevet en sag, skolen skal vinde. Vi er de besværlige forældre, der siger fra, råber højt, reagerer og desuden har en søn, der er så intelligent at han godt selv kan se, hvad der foregår og kan italesætte det.
Vi er i helvede. Vi har en søn, der har det så utrolig dårligt, og det burde vi bruge alt vores energi på, men i stedet skal vi slås urimelige kampe mod et system, der mandsopdækker hinanden, og selv når vi klager, bliver mødt af skolechefen med sætninger som ’det er en ulykkelig situation for alle’ (nej, det er en ulykkelig situation for Noah) og ’jeg anerkender dine følelser…’ (Nej det er ikke en følelse – det er sort på hvidt at skolelederen skriver at det er min skyld).
Moren må ikke få sin vilje
Selvom vores søn er udredt og i klar forbedring er der ingen ’prøveløsladelse’ – men det skyldes ikke ham. Det er på grund af hans besværlige mor. Er det rimeligt?? ”Moren må ikke få sin vilje”. Han må ikke komme tilbage i klassen, heller ikke engang sidste skoledag hvor han allernådigst måtte komme ind og sige farvel til morgenmad, men da der skulle spilles rundbold måtte han ikke være med. ”Moren må ikke få sin vilje” blev der sagt til klasselæren. Med det resultat, at Noah gik hjem og ikke var med til fællessang eller fik sagt god sommer til sine klassekammerater gennem 5 år.
Eksklusion af den værste slags
Dette er så grimt et eksempel på ekskludering i en folkeskole, der taler inklusion. Er det sådan her, vi passer på vores svageste børn? Er det her i orden? Hvor er der en voksen, der kan tage en ansvarlig beslutning uden frygt for at tabe ansigt?
Som sagt, dette er helvede. Og hvis det gør så ondt på mig, så kan jeg slet ikke overskue tanken om hvor ondt min søn har. Sådan her skal ingen børn have det i vores folkeskoler.
En fortvivlet mor